På det sydlige Langeland er et areal på 110 hektar solidt, elektrisk indhegnet. Hegnet udgør rammen for en såkaldt ’rewilding.’ Et naturprojekt sat i værk for at opnå bedre naturdiversitet. Her er indsat 47 vilde heste af racen Exmoor-ponyer. Hestene er nøje udvalgt, da de måske er det tætteste, vi kommer på fortidens uddøde europæiske heste. De har funktion som statens naturplejere. Når de græsser på arealet, giver det mulighed for, at der kan vokse mange forskelligartede planter og dyr. Hvis hestene ikke var sat ind, ville området vokse til med buske og krat. Måske i et langt perspektiv, skov.

Til formålet har Naturstyrelsen ansat Max Staal Dinesen som områdets skovløber. Fra hans tjenestebolig, et lille husmandssted, holder han øje med hestene, og sørger for, at naturen går sin rette gang.

Fra hans baghave åbner landskabet sig. Kun adskilt af hegnet går haven i et med naturen. De vilde heste, som Max kalder ’sine’ græsser tæt på huset. To ulvelignende hunde går frit og vogter huset. Der er velplejet og fredligt. Max ønsker sig at skabe en dansk savanne, eller få det til at føles som en. Med duften af tør jord og en skarp sol er det heller ikke langt fra.

Han hjælper hestene med at holde buske og krat nede, og han sørger for, at naturen synes vild, men kontrolleret. Hestene skal hjælpe med at genskabe den natur, der engang hørte til. De er der ikke bare for at have det godt. De fremmer naturdiversiteten og skal skabe mere ”dynamik” på arealet. Det er også Max’ opgave at opretholde hesteflokken og sørge for, at der eksempelvis ikke sker indavl. Selvom det ikke er at sætte naturen helt fri, så er det nødvendigt for at gennemføre naturprojektet.

Det er ikke det eneste etiske dilemma, der opstår i Max’ arbejde med naturen og hestene. Løbende tager ham og kollegaerne dilemmaer og diskussioner op om, hvor grænserne går. Men en ting er sikkert: mennesket skal ikke blande sig for meget. Af samme grund er det forbudt at fodre dyrene og kun i tilfælde af fx langvarig frost, må han lægge foder ud. Besøgende må heller ikke gå for tæt på hestene, fodre dem eller røre dem. Hos Naturstyrelsen anbefaler de mindst 30 meters afstand.

Projektet er finansieret i et samarbejde mellem Skov- og Naturstyrelsen og Naturturisme I/S. Hestene er ikke kun naturplejere, men også valgt, fordi de er flotte og udgør et klart seværdighedspotentiale. Ifølge Max er det også et eksperiment, for at se om hestene muligvis kunne græsse anderledes end det kvæg, vi er vant til.

Det er ikke udelukkende et naturprojekt til fordel for naturen, men også et projekt, der er tænkt til fordel for mennesket.

Naturen bliver indrettet efter vores kulturtænkning, og i vores forståelse af naturen går det ikke, at en hest ligger og rådner for øjnene af besøgende. Selvom hestens forrådnelse sikkert ville være til gavn for insekterne og fuglene.

Det kan lyde som en form for forsoning med vores overforbrug. Vi vil give naturen tilbage til naturen. Max er enig i paradokset, men mener, at det måske er det bedste, man kan gøre for at tilgodese naturen i vores tid.